De magiske 1920’ere genopstår under Århundredets Festival
Aarhus Jazz Orchestra er tilbage på Århundredets Festival med en enestående koncert, der tager publikum med tilbage til 1920’ernes sprudlende Paris. Den 14. marts genopliver bigbandet ånden fra en kulturel guldalder, som stadig præger vores syn på Europas kulturarv i dag.
Fortidens magi vækkes til live i Aulaen på Aarhus Universitet, når Aarhus Jazz Orchestra, komponist Søren Møller og litteraturforsker Anne Green Munk tager publikum med på en rejse til 1920’ernes Paris – en tid, hvor jazzen og den kunstneriske frihed blomstrede efter krigens mørke år og gjorde byen til centrum for en kreativ revolution.
De skøre år genopstår
Mens jazzens toner fylder byens natklubber og cabareter, mødes personligheder som Ernest Hemingway og Pablo Picasso i den amerikanske forfatter og kunstsamler Gertrude Steins berømte saloner, og rundt om hjørnet fortryller Josephine Baker publikum med sin dans som et nyt ikon for frihed og forandring. Den Parisiske Drøm giver et levende indblik i Les Années Folles – de skøre år, hvor kunst og kultur brød grænser.
Koncerten hylder jazzens tidlige indtog i Europa, dens møde med den klassiske musik og den nye lyd, der i de brølende 1920’ere banede vejen for en kunstnerisk renæssance. Aarhus Jazz Orchestra ønsker med koncerten at genoplive og fejre den kulturelle guldalder, som stadig inspirerer vores moderne samfund.
"Vi vil give publikum en autentisk smagsprøve på den kulturelle guldalder i 1920’ernes Paris. En periode, der stadig påvirker vores selvforståelse i nutidens Europa. Det bliver en oplevelse, hvor fortidens magi vækkes til live i nutidens musikalske univers." siger Mathias Jæger, konstitueret orkesterchef for Aarhus Jazz Orchestra.
Indledende talk med Anne Green Munk og Søren Møller
Koncertoplevelsen bindes sammen af komponist og arrangør Søren Møller, der med musikalske penselstrøg maler tidens store personligheder som Picasso og Baker frem, mens forfatter og ph.d. i litteraturhistorie Anne Green Munk formidler og reflekterer poetisk over periodens kulturelle ånd.
Publikum kan inden koncerten overvære en artist talk, hvor Søren Møller og Anne Green Munk dykker ned i det kosmopolitiske Paris og løfter sløret for koncertens dybere lag. Sammen stiller de spørgsmålet: Hvilken rolle spiller denne kunstneriske guldalder i vores opfattelse af Europa?
FAKTA
Om Århundredets Festival
Århundredets Festival er arrangeret af Folkeuniversitetet, og temaet for 2025 er Europa. Festivalen kan opleves i hele Aarhus og byder på mere end 200 arrangementer i dagene fra den 7. til 16. marts.
Du kan opleve Den parisiske drøm fredag den 14. marts kl. 19.30-21.30 i Aulaen på Aarhus Universitet. Koncerten spilles desuden på Nørgaards Højskole torsdag den 20. marts kl 19.30-21.30.
Festivalen bliver i 2025 realiseret med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Aarhus Kommune, C.A.C. Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Stibofonden.
For yderligere information kontakt venligst:
Mathilde Smedegaard
Kommunikationsansvarlig
Aarhus Jazz Orchestra
Mail: mathilde@ajazz.dk
Mobil: 22 88 55 58