Aarhus Jazz Orchestra søger en ny orkesterchef
Har du lyst til at stå i spidsen for Aarhus Jazz Orchestra og sammen med organisationens bestyrelse og dedikerede medarbejdere videreudvikle orkestrets allerede omfattende virke? Så er du måske den person vi søger!
Stillingen ønskes besat pr. 1. april 2025 eller snarest derefter.
Ansøgningsfrist: mandag d. 10. februar 2025.
Om Aarhus Jazz Orchestra
Aarhus Jazz Orchestra (AJO) er det eneste rytmiske basisensemble i Danmark og beskæftiger ca. 28 medarbejdere, hvoraf 17 er musikere. AJO er en selvejende institution og er støttet af Aarhus Kommune og Statens Kunstfond. Det samlede budget ligger i niveauet 10 mio. DKK om året.
Orkestret er en åben og samarbejdende kulturinstitution med base på Turkis, Vester Allé 15, Aarhus C. Orkestrets virke omfatter koncertvirksomhed, formidling og talentudvikling på tværs af genrer og aktører, og er dynamo for et aktivt og levende musikliv – lokalt, regionalt og internationalt.
Med et særligt fokus på jazz og rytmisk samtidsmusik spiller Aarhus Jazz Orchestra mere end 80 koncerter om året, og med alt fra skole- og ældrekoncerter, til højprofilerede kunstneriske udviklingsprojekter, henvender orkestret sig til et mangfoldigt publikum i alle aldre. Se meget mere om AJO på vores website og få indsigt i vores historie gennem de sidste 48 år.
AJOs nye orkesterchef vil med reference til bestyrelsen få det overordnede ansvar for organisationens kunstneriske profil, orkestrets drift, herunder økonomi og personale samt udvikling og implementering af organisationens strategi med udgangspunkt i den nuværende vision. AJO har netop indgået en ny strategi for årene 2025-2028 med Statens Kunstfond/Projektstøtteudvalget for Musik samt Aarhus Kommune.
Dine ansvarsområder vil omfatte...
Programlægning af orkestrets koncertaktiviteter
Kunstnerisk udvikling af orkestret, herunder planlægning af workshops, dirigenter, prøver m.v. samt planlægning af udgivelser
Planlægning af publikumsudviklende aktiviteter
Strategisk udvikling af organisationen, herunder områder som ligger udenfor koncertaktivitet (f.eks. talentudvikling og formidling)
Udarbejdelse af strategi med stat og kommune samt samarbejdsaftaler med eksterne samarbejdspartnere
Budgetlægning, budgetopfølgning og regnskabsafslutning samt kommunikation med ekstern revisor.
Fondsansøgninger
Strategisk kommunikation og netværksarbejde samt konsolidering af eksternt samarbejde med organisationens nuværende samarbejdspartnere.
Personaleledelse, herunder personalemøder, MUS, APV, behandling af orlovsansøgninger, sygemeldinger, lønforhandling, ansættelser og afskedigelser m.v.
Deltage i centrale løn- og overenskomstforhandlinger
Kommunikationen og servicering af bestyrelsen
Overordnet planlægning af PR og digital profil.
Offentlig kommunikation (læserbreve, høringssvar m.v.)
Ansvarlig for programudvalg og samarbejdsudvalg.
Ovenstående ansvarsområder varetages i samarbejde med administrationen og programudvalget.
For at besidde stillingen som orkesterchef forventer vi, at du har følgende kvalifikationer...
Du har en inddragende og faciliterende ledelsesstil, der danner grundlag for tillid, god trivsel og innovation i organisationen
Du er tydeligt retningssættende; er visionær, har gennemslagskraft, evner at skabe
følgeskab og være synlig i hele organisationen
Du har musikfagligt kendskab og har en baggrund i kulturmiljøet
Du har erfaring med personaleledelse. Ledelseserfaring fra en kulturinstitution vil blive vægtet højt
Du er en stærk kommunikator både i skrift og tale (dansk og engelsk)
Du er fleksibel i forhold til fastlæggelse af din arbejdstid
Du har en levende interesse for det nationale og internationale jazzmiljø og har et rigt netværk indenfor det brede kulturliv. Det forventes, at du færdes i det nære erhvervs- og kulturmiljø og repræsenterer orkestret ved officielle lejligheder. Det er en fordel, hvis du har erfaring med at navigere i forhold til stat og kommune, der er nogle af vores vigtigste samarbejdspartnere.
Du tilbydes et spændende job i en organisation med høj faglig og kunstnerisk kvalitet, hvor du får mulighed for at udvikle dine lederevner og gennemføre kunstneriske projekter i tæt samarbejde med organisationens højt kvalificerede og passionerede medarbejdere.
Ansættelsesvilkår og betingelser
Stillingen er en fuldtidsstilling med job-løn.
Orkesterchefens løn og ansættelsesvilkår i øvrigt forhandles i forhold til kvalifikationer.
Proces
Ansøgning med CV sendes senest den 10. februar 2025 til ansættelsesudvalget i AJO på mail: formand@ajazz.dk.
Der afvikles samtaler i uge 8 med henblik på ansættelse pr. 1. april 2025 eller snarest muligt
derefter.
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte bestyrelsesleder Mette Rohde
Gottschalck på tlf. 26 70 51 26 (efter kl. 17.00).