Fra den 15. til den 24. maj kan man opleve pianisten fra Aarhus Jazz Orchestra, Mads Bærentzen, til en række gratis koncerter på byens folkehuse. Mads Bærentzen besøger folkehusene i to forskellige konstellationer i henholdsvis uge 20 og 21, nemlig for at spille musik til danske digte med sangerinde Sofie Næslund samt med sin gamle trio, der i år kan fejre 25-års jubilæet for sin første udgivelse.
Pressemeddelelse den 30. april 2024
Hvert år besøger en delegation fra Aarhus Jazz Orchestra folkehuse i Aarhus til en række stemningsfyldte gratiskoncerter til glæde for folkehusenes brugere. Gennem tiden har koncerterne budt på alt fra jazzede Beatles-fortolkninger til danske viser til 70’er-musik med Marie Frank. Dette forår er ingen undtagelse, hvor Aarhus Jazz Orchestras pianist Mads Bærentzen fylder folkehusene med smuk, lyrisk klavermusik sammen med en sangerinde og sin gamle trio.
Danske digtere på partitur
Halfdan Rasmussen og Benny Andersen er nogle af Danmarks mest skattede digtere. Mads Bærentzen har oversat deres lyrik til musik, og resultatet fremfører han med det lokale stortalent, sangerinde Sofie Næslund. Sofie Næslund slår til daglig slår sine folder i bl.a. det prisvindende Akademisk Kor Aarhus, i kantoriet i Skt. Lukas Kirke samt på musikvidenskab på Aarhus Universitet.
” Jeg fik lyst til at prøve kræfter med at sætte musik til de to store digtere, der er vidt forskellige. Benny Andersens digte er ikke så “musikalsk lige ud af landevejen”, de er ikke regelrette eller strofebundne. Halfdan Rasmussens digte derimod er mere sangbare. Så til koncerten vil publikum både kunne lytte til nogle numre, der er mere kunstneriske, og nogle, der nærmest er fællessange,” siger Mads Bærentzen.
Koncerterne med Mads Bærentzen og Sofie Næslund kan opleves:
• 15. maj kl. 15:00 i Folkehuset Tranbjerg
• 15. maj kl. 19:00 i Folkehuset Stavtrup
• 16. maj kl. 13:00 i Folkehuset Møllestien (Aarhus C)
• 16. maj kl. 16:00 i Folkehuset Tilst
• 16. maj kl. 19:00 i Folkehuset Ankersgade (Aarhus C)
• 17. maj kl. 13:00 i Folkehuset Skejby
Garvet trio fejrer 25-års jubilæum:
Mads Bærentzen, Morten Ramsbøl og Kristian Leth er alle fremtrædende musikere på den danske jazzscene. Som henholdsvis pianist, bassist og trommeslager har de spillet med et utal af store og små stjerner, udgivet albums og vundet priser. Men allerede længe før karriererne tog fart, mødte de hinanden på Det Jyske Musikkonservatorium og dannede en trio. I år er det 25 år siden de udgav deres første plade som trio, albummet ”StandArt”. Det fejrer de tre nu på folkehuse i Aarhus til en personlig koncert, hvor en musikalsk hyldest til nogle af tidernes store jazzpianister krydres med anekdoter fra trioens jazzliv.
”Vi har alle tre haft vidt forskellige musikalske arbejdsliv og laver forskellige ting. Men hver gang vi mødes, finder vi tilbage i vores musikalske fællesskab. Vi er vokset op musikalsk sammen, og det kan man nok mærke på vores måde at spille sammen,” siger Mads Bærentzen.
Her kan du opleve 25-års jubilæumskoncerterne:
• 22. maj kl. 16:00 i Folkehuset Skæring
• 22. maj kl. 19:00 i Folkehuset Skødstrup
• 23. maj kl. 13:00 i Folkehuset Mårslet
• 23. maj kl. 16:00 i Folkehuset Vestervang (Aarhus C)
• 23. maj kl. 19:00 i Folkehuset Gellerup
• 24. maj kl. 13:00 i Folkehuset Solbjerg
Om Aarhus Jazz Orchestras folkehuskoncerter
Hvert år drager en delegation fra Aarhus Jazz Orchestra på turné rundt til folkehusene i Aarhus for at sprede glæde og fællesskab gennem musikken. Gennem tiden har musikerne spillet alt fra danske viser til jazzede fortolkninger af The Beatles og 70’er-hits med Marie Frank. Fælles for alle folkehuskoncerterne er, at de er gratis, og at der ud over musik som regel vil være et element af formidling eller fællessang. Koncerterne præsenteres i samarbejde med Magistraten for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
Om Mads Bærentzen
Mads Bærentzen har i en årrække været en markant skikkelse i det danske jazzmiljø med en række udgivelser bag sig, blandt andet hans seneste udgivelse “Kindness In Your Eyes” fra 2021 i samarbejde med sangerinden Nanna Kamp, der opnåede en nominering til en Danish Music Award for årets vokaljazzudgivelse. Mads Bærentzen har været pianist i Aarhus Jazz Orchestra siden 2001, og så har han turneret i en række lande gennem de seneste 20 år, blandt andet som sideman for de amerikanske sangere Kurt Elling og Dianne Reeves samt i en lang række andre sammenhænge.
Om Aarhus Jazz Orchestra
Aarhus Jazz Orchestra blev grundlagt i 1977 af Jens Klüver og har udviklet sig fra et hobby-bigband til et af de førende bigbands på den skandinaviske jazzscene. I 2012 skiftede orkestret navn og udvidede sit virkeområde med koncertvirksomhed, formidling og talentudvikling på tværs af genrer og aktører. Orkestret spiller over 80 koncerter om året, henvendt til et mangfoldigt publikum i alle aldre. Med nogle af de bedste musikere på den danske jazzscene har orkestret samarbejdet med store jazzikoner og vundet flere priser, herunder ved Danish Music Awards Jazz og JazzDanmark-prisen. Støttet af Aarhus Kommune og Statens Kunstfond er Aarhus Jazz Orchestra det eneste rytmiske basisensemble i Danmark.