Endnu et år fyldes Aarhus Domkirkes hvælvinger med hjertevarmende børnesang, når flere hundrede skolebørn, elitekorsangere og det 17 mand store Aarhus Jazz Orchestra spiller og synger danske sommersange til koncerten KæmpeKor den 31. maj.
Pressemeddelelse 22. maj 2024
”Lysten til at synge, den er vigtig.”
Sådan siger daglig leder ved Sangkraft Aarhus, Andrea Krüger. Og det er lige præcis, hvad koncerten KæmpeKor går ud på – at give skolebørn i Aarhus Kommune en musikalsk sammenhæng, hvor sangglæden og muligheden for at udtrykke sig musikalsk kan blomstre.
Det kan i dén grad mærkes og høres på publikumrækkerne, når KæmpeKor finder sted den 31. maj i Aarhus Domkirke. Her er flere hundrede skolebørn samlet med nogle af byens elitekor og Aarhus Jazz Orchestra for at synge og spille nogle af de skønneste danske sange.
Forud for koncerten har skolebørnene modtaget sangkonsulentstøtte og øvet flittigt på skolerne. Og det har gjort en forskel for musikken, for sangkonsulentstøtten hjælper børnene med at gøre sig umage.
”De lærer at lave skarpe pauser, bygge musikken op i fraserne og lærer den udenad, så de kan kigge op på dirigenten. Det er med til at løfte oplevelsen for børnene, og oplevelsen af musikken for publikum,” siger Andrea Krüger.
Sangglæden skal blomstre
Ud over at styrke musikaliteten, er sangkonsulentstøtte en vigtig del af projektets overordnede vision: Nemlig at styrke sangglæden hos børnene.
”Gennem sangkonsulentstøtten får børnene en større bevidsthed om sangkroppen og lærer at bruge stemmen på en måde, så det ikke er anstrengende at synge. Så de får en følelse af frihed til at kunne udtrykke sig gennem musikken,” forklarer Andrea Krüger.
Ikke mindst er KæmpeKoret med til støtte sangglæden hos børn, der ikke har et miljø at dyrke den i.
”Hvis ikke man kender nogen, der synger eller spiller musik, kan det være svært at udleve sin sangglæde. I KæmpeKoret får alle skolebørn mulighed for at dyrke sang og musik, og vi håber, at de der har lyst, får mod på at starte i kor efterfølgende. For lysten til at synge, den er vigtig.”
FAKTA
KæmpeKor med Aarhus Jazz Orchestra og Sangkraft Aarhus kan opleves fredag den 31. maj kl. 15:00 og 16:30 i Aarhus Domkirke.
Entré: Gratis, men billet skal bookes via www.aarhusjazzorchestra.dk eller på www.sangkraftaarhus.dk
Om Aarhus Jazz Orchestra
Aarhus Jazz Orchestra består af nogle af de bedste musikere på den danske jazzscene og har høstet flotte priser og fantastiske anmeldelser for deres koncerter og udgivelser. Gennem årene har jazzorkestret arbejdet sammen med nogle af de største jazzikoner i vor tid, herunder Randy Brecker, Marilyn Mazur, Eliane Elias, Peter Erskine, Jamie Cullum, David Sanborn og Melody Gardot. Læs mere om Aarhus Jazz Orchestra her: www.aarhusjazzorchestra.dk
Om Sangkraft Aarhus
Sangkraft Aarhus er en selvejende institution med økonomisk støtte fra bl.a. Aarhus Kommune og Statens Kunstfond. Gennem kvalitetsrige aktiviteter i skoler og kor fremmer Sangkraft Aarhus sangen for både bredde og elite. Hvert år afholder Sangkraft Aarhus et KæmpeKor projekt sammen med Aarhus Jazz Orchestra. Koret inviterer 3. – 6. klasses elever og lærere fra Aarhus Kommunes skoler til at deltage.