På søndag samles fem bigbands fra Region Midtjylland til en hel dag med netværk, talentudvikling og bigbandmusik på programmet. Aarhus Jazz Orchestra og Det Jyske Musikkonservatorium åbner nemlig dørene til Store Big Band Dag for 8. år i træk.
Store Big Band Dag er et tilbud til amatørbigbands i Region Midtjylland, der har til hensigt at styrke det regionale bigband-netværk og sætte skub i talentudviklingen. Seks bigbands samles på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus for at spille et værk af eget valg samt et stort fællesværk, der til dagens formål er arrangeret for alle seks deltagende bigbands. I spidsen for dagen er den kun 25-årige bigband-dirigent, trommeslager og arrangør John Riddell, der er ansat ved Aarhus Jazz Orchestra. Han er desuden leder af ungdomsbigbandet Danish Youth Jazz Orchestra (DYJO), der også deltager i søndagens bigband-mekka. Om Store Big Band Dag siger Riddell:
Til et arrangement som det her har alle deltagere virkelig mulighed for at udvikle sine kompetencer og sin spillestil. Man spejler sig i hinanden, og på den måde opdager man, hvad man selv gør særligt godt, og også hvad man kan blive bedre til. Både som individer, men også som orkester, siger John Riddell, leder af DYJO og vært for Store Big Band Dag 2020.
Store Big Band Dag kulminerer i en lukket koncert for deltagernes familie og venner, hvor orkestrene både spiller egne numre samt det store fællesværk. Værket er arrangeret af John Riddell og er en bigband-fortolkning af musikken til det populære computerspil Battlefield 1942 – et værk som Aarhus Jazz Orchestra for nylig spillede ved koncerten ”High Score! Lyden af computerspillenes historie” ved Århundredets Festival.
Aarhus Jazz Orchestra har i de seneste år sat ekstra fokus på talentudvikling og styrkelse af den musikalske fødekæde inden for rytmisk musik i Region Midtjylland. I samarbejde med Aarhus Musikskole, Det Jyske Musikkonservatorium og regionens øvrige musikskoler står det århusianske bigband i spidsen for det tre-årige projekt ”Jazzfabrikken”, som samler unge, rytmiske musikere fra Grenå til Søndervig og fra Fur til Juelsminde. Via en række tiltag mødes de unge musikere på tværs af kommunegrænser for at dygtiggøre sig på deres instrumenter og indgå i nye musikalske praksisfællesskaber. Jazzfabrikken er støttet af Region Midtjylland. Læs mere om tiltaget på www.jazzfabrikken.dk.
De deltagende bigbands i Store Big Band Dag 2020 er: Danish Youth Jazz Orchestra, Aarhus Universitets Big Band, Silkeborg Big Band, Swingbanden og Aalborg Katedralskoles Big Band.
Klik på videoen herunder for at se, hvordan det ser ud, når seks bigbands er samlet om ét stort værk - her fra Store Big Band Dag 2018 med den schweiziske trio VEIN som gæstedirigenter og arrangører af fællesværk.