Jazzfabrikken er en realitet! Region Midtjylland støtter Aarhus Jazz Orchestras nye 3-årige udviklingsprojekt, der kommer til at favne musikskoler og unge musikere i hele Midtjylland.
Aarhus Jazz Orchestra åbner nu op for en helt ny dimension af sit virke som rytmisk basisensemble. Onsdag den 27. marts fik orkestret nemlig grønt lys fra Region Midtjylland, der har valgt at støtte projektet Jazzfabrikken økonomisk i foreløbigt 3 år. Dermed satses der massivt på at styrke de musikalske vækstlag i regionen via musikweekender, sommercamps, turnerende bigband med videre.
Jazzfabrikken er først og fremmest et kulturelt og kunstnerisk pilotprojekt med fokus på talentudviklingen i de midtjyske kommuner. Konkret bliver det et samarbejde mellem 10 musikskoler, Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus Musikskole, Danish Youth Jazz Orchestra og Aarhus Jazz Orchestra, sidstnævnte i den koordinerende og administrative stol. Projektets forgænger og forbillede er Danish Youth Jazz Orchestra, der har ageret talentfabrik for Aarhus Jazz Orchestra de sidste par år, ligeledes delvist finansieret af regionale midler.
Kunstnerisk ansvarlig hos Aarhus Jazz Orchestra, Anders Ørbæk, er glad for den økonomiske opbakning fra regionen:
Særligt fællesskabet og den musikalske fødekæde er klare mål for projektet. Musikskoleelver skal gennem forløbet lære hinanden at kende og knytte sociale og kunstneriske bånd for livet. På sigt skal der skabes en musikkultur, hvor musikskoleelever får et musikalsk medborgerskab, hvor de lærer selv at tage ansvar for musiklivet, inspirere hinanden og løfte hinanden op i den musikalske fødekæde mellem musikskolerne, konservatoriet og de professionelle orkestre, siger Anders Ørbæk, kunstnerisk ansvarlig i Aarhus Jazz Orchestra
Ikke bare de unge musikere kommer til at nyde godt af projektet; også deres undervisere og lærere på de involverede musikskoler vil blive inddraget i form af workshops, efteruddannelse, sparring og oprettelsen af regionale netværk. Samtidig skal der også udvikles og skrives nyt undervisningsmateriale for elever på alle niveauer.
Projektet kommer for alvor til at lette til efteråret, hvor det er planen at det nye regionale ungdomsbigband skal oprettes. Læs referatet fra Regionrådets møde her.