Forrige weekends koncerter bød på storslået og stemningsfyldt musik fra en af vor tids dygtigste – og mest savnede – danske jazzkomponister, Jens Winther. Hans melankolske og lyriske tonesammensætninger strømmede ud af højtalerne i spillestedet Atlas, da Aarhus Jazz Orchestra søndag formiddag indtog scenen sammen med en af Europas dygtigste bigband-dirigenter, Geir Lysne. Jens Winthers formidable musikalske univers fyldte rummet og satte stemningen til en helt særlig koncertoplevelse.
"Jeg har altid set meget op til Jens Winther," udtrykker trompetist Jakob Buchanan. "Jeg har mødt ham flere gange, mens han levede, både på og af scenen. Han var meget åndelig og havde et stærkt og stemningsfyldt billedsprog. Det var vores fornemmeste opgave med koncerterne her: at genskabe hans billedsprog og stemningsunivers."
Det var dog ikke alene musikken, der gav koncerten sit unikke præg. Den afdøde komponist fik i sandhed gjort det tydeligt, hvordan musik kan samle mennesker på tværs af generationer, idet publikummet ved søndagens koncert bestod af blandt andet talentskoleelever, studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium og borgere fra flere af kommunens lokalcentre. Denne sammensætning af publikum var med til at skabe en ganske særlig atmosfære i koncertsalen, som kunne mærkes helt op på scenen til musikerne. Det kræver nemlig ikke en bestemt alder at nyde fantastisk musik – tværtimod er musik er noget af det, der kan samle alle!
"En af musikkens unikke karaktertræk er dens evne til at skabe forbindelser mellem mennesker," påpeger orkesterchef Peder Udengaard. "Den måde, hvorpå mennesker fra forskellige generationer og med hver deres individuelle baggrunde kan mødes i den fælles oplevelse af musikken, er både enestående og inspirerende."
Musikkens evner til at bygge bro mellem generationer er netop noget af det, som er prioriteret højt hos Aarhus Jazz Orchestra. Derfor er denne del også et vigtigt punkt i en samarbejdsaftale mellem Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg i Aarhus og det Aarhus-baseret bigband. Med denne aftale har Aarhus Jazz Orchestra en exceptionel mulighed for at møde kommunens borgerne der, hvor de er, og skabe helt nye forbindelser mellem mennesker i mødet med jazzen.
Samarbejdsaftalen blev sat i stand i 2015 og fortsætter til og med 2017. I denne periode besøger Aarhus Jazz Orchestra blandt andet forskellige lokalcentre i Aarhus Kommune og giver stemningsfulde intimkoncerter med både aktuel og vedrørende temaer i musikken. De næste lokalcenterkoncerter finder sted i marts, hvor Aarhus Jazz Orchestra og Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg fejrer 1000 år med den danske sangskat. Under ”Koncerter” kan du finde en oversigt over Aarhus Jazz Orchestras kommende koncerter.
Aarhus Jazz Orchestra er et af de førende bigbands i Europa og har siden oprettelsen i 1977 (dengang: Klüvers Big Band) spillet sammen med nogle af vor tids største jazzikoner. I dag består bigbandet af nogle af de bedste danske jazzmusikere – flere af dem solister i international klasse. Med støtte fra Aarhus Kommune og Statens Kunstfond er Aarhus Jazz Orchestra det eneste rytmiske basisensemble i Danmark. Følg Aarhus Jazz Orchestra på www.facebook.com/bigbandet og instagram: @aarhusjazzorchestra.