Aarhus Jazz Orchestra skal have ny orkesterchef
Efter syv år hos Aarhus Jazz Orchestra har Anders Ørbæk besluttet at søge nye udfordringer. Han fratræder sin stilling ved udgangen af januar 2025, og bestyrelsen påbegynder nu arbejdet med at finde hans afløser.
Siden 2018 har Anders Ørbæk været orkesterchef for Aarhus Jazz Orchestra, men nu søger han nye veje. Anders Ørbæk tiltræder den 1. februar som leder af Odder Musikskole og Kreativ Skole i Odder og fratræder samtidig sin stilling hos Aarhus Jazz Orchestra.
Om fratrædelsen udtaler bestyrelsesleder Mette Rohde:
”På vegne af organisationen vil jeg gerne takke Anders Ørbæk for sin markante indsats i alle årene i Aarhus Jazz Orchestra. Anders har virkelig sat sit personlige præg på hele organisationens udvikling gennem årene med fokus på både på det kunstneriske og menneskelige plan. Det har i dagligdagen givet plads til både nytænkning, mangfoldighed, glæde og masser af god musik. Vi ønsker Anders held og lykke i sit nyt job og åbner nu dørene til et nyt kapitel for Aarhus Jazz Orchestra.”
Markante resultater
I løbet af sin tid i Aarhus Jazz Orchestra, først som kunstnerisk ansvarlig producent og senere som orkesterchef, har Anders Ørbæk sat et markant præg på orkestret. Han har været med til at udvikle det til en åben og samarbejdende kulturinstitution, der gennem koncerter, talentudvikling og innovative projekter fungerer som en dynamo for musiklivet lokalt og regionalt – det gælder f.eks. projektet Jazzfabrikken, hvor hundredevis af børn og unge gennem årene er blevet inviteret indenfor i jazzmusikken.
Anders har også været drivkraften bag en række nyskabende og prisvindende samarbejdsprojekter med både danske og internationale artister. Under hans ledelse har Aarhus Jazz Orchestra udforsket mødet mellem jazz og andre genrer, kombineret musik med ny teknologi og gentænkt bigbandformatet på flere forskellige måder. Eksempler på dette inkluderer projekter som We Are Real, We, Robots og musikalske samarbejder med blandt andre KALAHA, KALEIIDO, Københavns Drengekor og mange flere. For denne indsats modtog Anders Ørbæk i 2022 Danmarks Radios P8 Jazz Pris som Årets Ildsjæl. Desuden blev orkestret i 2019 hædret med JazzDanmark-prisen for Årets Nyskabende Koncertoplevelse.
Anders har også udvidet orkestrets aktivitetsområder og sikret betydelige fondsbevillinger til projekter som f.eks. formidlingsprojektet KISSA, der med en ombygget ”jazzcontainer” som udgangspunkt, i 2022 præsenterede jazz på usædvanlige steder i Aarhus. Et aktuelt eksempel er jazz-tegnefilmsserien Bi Bob & Bibi, der bringer jazz ud til skolebørn i hele landet i 2025 – et projekt, som Anders har været med til at realisere, bl.a. ved at sikre en bevilling på 1 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden.
Stor kærlighed til jazzen
Under Anders Ørbæks ledelse har Aarhus Jazz Orchestra udgivet 12 anmelderroste albums, hvoraf flere har været nomineret – og har vundet – ved Danish Music Awards Jazz. Disse albums, og flere der er på vej i 2025, står tilbage som et vidnesbyrd om Anders’ store interesse for og kærlighed til jazzmusik i alle afskygninger.
Om sin fratrædelse udtaler Anders Ørbæk:
"Det har ikke været en nem beslutning at forlade Aarhus Jazz Orchestra. Både bestyrelse, orkester og administration består af dygtige og inspirerende mennesker, som jeg vil komme til at savne, og jeg er meget stolt over alle de jazzede resultater, vi har opnået sammen. Aarhus Jazz Orchestra er et fantastisk orkester og en vigtig kulturinstitution for Aarhus og resten af landet – og jeg glæder mig til at følge dem fra publikumsrækkerne i mange år fremover."
Stillingsopslag på vej
Bestyrelsen påbegynder nu arbejder med at finde en afløser, og forventer at opslå stillingen som orkesterchef i begyndelsen af januar 2025. Indtil en ny orkesterchef er på plads, vil Aarhus Jazz Orchestras nuværende producent, Mathias Jæger, fungere som konstitueret orkesterchef.
Link til foto af Anders Ørbæk:
https://www.dropbox.com/s/mzboo7epf07xd0b/Anders.jpg?st=nna89322&dl=0
For yderligere information, kontakt:
Orkesterchef Anders Ørbæk
Mail: anders@ajazz.dk
Tlf. 27 29 48 94
Bestyrelsesleder Mette Rohde
Mail: rohdemail@gmail.com
Tlf. 26 70 51 26