Den 9. april samler Aarhus Jazz Orchestra over 200 skoleelever fra Silkeborg Kommune i Jysk Musikteater for at binde sløjfe på måneder med jazz på skoleskemaet.
Pressemeddelelse den 2. april 2024
Siden efteråret har mere end 200 elever fra seks forskellige skoler samt et børnekor fra musikskolen Den Kreative Skole i Silkeborg Kommune sunget jazz og swing sammen med deres musiklærere. Den 9. april kulminerer det hele i et brag af en koncert på Jysk Musikteater i hjertet af Silkeborg, hvor eleverne skal synge med orkestret for familie og venner.
”Jazzgenren er fremmed for mange børn, så det er en fantastisk måde at præsentere en anden slags musik, end de er vant til at lytte til,” siger Pernille Finsrud, musiklærer på Sejs skole samt repræsentant for Silkeborg Musiklærerforening, der har været med til at bringe skolekoncerterne til Silkeborg.
Hun oplever, at det har stor værdi for børnene at prøve kræfter med både en ny genre men også en ny måde at arbejde med musikken på. At komme helt tæt på topprofessionelle musikere er nemlig ikke noget, de oplever hver dag.
”Børnene får en stor oplevelse af at være en del af sang-fællesskabet, og de får udvidet deres musikalske horisont. Når vi deltager i et projekt med Aarhus Jazz Orchestra, er vi sikre på at møde utrolig dygtige og professionelle musikere og en inspirerende dirigent, som får det bedste frem i eleverne,” siger Pernille Finsrud,
Børnene, som skal synge koncert på Jysk Musikteater, går i 3., 4. og 5. klasse, og de har selv valgt at være med i projektet. Aarhus Jazz Orchestra har stor erfaring med skolekoncerter og børnejazz, men projektet er det første af sin slags i Silkeborg Kommune, og orkesterchef Anders Ørbæk glæder sig til at se børnene give den gas.
”Når vi laver skolekoncerter, er børnene ikke bare med som publikum. Vi inviterer dem med på scenen, så de kan opleve, hvordan det er at stå side om side med nogle af de bedste musikere i landet. Det kræver selvfølgelig noget af børnene, og derfor har vi også været aktive på skolerne og øvet med børnene siden efteråret. Og publikum kan roligt glæde sig - børnene er virkelig gode og klar til at fyre den af i Jysk Musikteater”.
Skolekoncerter med Aarhus Jazz Orchestra
• Hvert forår afholder Aarhus Jazz Orchestra skolekoncerter sammen med skoleelever i 3., 4. og 5. klasse i Aarhus Kommune. Koncerterne er for familier og venner
• Årets koncert i Silkeborg den 9. april er den første af sin slags i Silkeborg Kommune.
• Ud over koncerten i Silkeborg spiller Aarhus Jazz Orchestra skolekoncerter på fem skoler i Aarhus Kommune den 10., 11., 16., 17. og 18. april.
• Skolekoncerterne er kulminationen på flere måneders øvning i musiktimerne samt prøver med musikere fra Aarhus Jazz Orchestra.
• Skolekoncerterne har eksisteret siden 1987 og har gennem årene glædet tusindvis af børn. • Målet er at give eleverne en kunstnerisk og musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige.
• Skolekoncerterne skaber mulighed for, at børn fra flere skoler møder hinanden og oplever suset, når de - ofte flere hundrede børn - synger sammen med et stort professionelt orkester.
• Læs mere om Aarhus Jazz Orchestras skolekoncerter her.