Aarhus Jazz Orchestra skruer op for jazzcharmen i efterårsvarmen og giver tolv gratis folkehuskoncerter i og omkring Aarhus fra den 18. til 26. september. Koncerten er en hyldest til jazzikonet John Kirby.
Pressemeddelelse den 3. september 2024
Der er lagt op til råhygge og masser af eksklusiv swing og jazz, når Aarhus Jazz Orchestra omdanner 12 af kommunens folkehuse til swingende jazzklubber i september. De traditionsrige og hyggelige folkehuskoncerter, som er en del af Aarhus Jazz Orchestras samarbejdsaftale med Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, er nemlig tilbage. Denne gang hylder orkestrets Orchestra den amerikanske kontrabassist og bandleder John Kirby.
Til folkehuskoncerterne bliver publikum inviteret med tilbage i tiden, når seks eminente musikere fra Aarhus Jazz Orchestra genskaber stilen, musikken og stemningen som fulgte med ikonet John Kirbys musik i 30’erne.
Frederik Sakham er bassist i Aarhus Jazz Orchestra, og det var ham, der fik idéen til at spille John Kirbys musik. Han fortæller:
“Publikum kan forvente en koncert med temaer fra den klassiske musik samt tidlige swing-klassikere i knivskarpe arrangementer. Selve musikken er som champagne, en sprudlende og eksklusiv oplevelse, der bringer os tilbage til mellemkrigstidens rivende udvikling.”
Kongen af ”kammerjazz”
John Kirby var især kendt for at spille ”kammerjazz”. Kammerjazz er en særlig genre under jazz, som kombinerer elementer af klassisk musik med swing. John Kirby revolutionerede jazzens rytmesektion og huskes især for at lede en succesfuld kammerjazz-sekstet i slutningen af 1930’erne og begyndelsen af 1940’erne. Bandet scorede adskillige hitsange, herunder Loch Lomond.
“John Kirby var en vigtig figur i jazzhistorien. Hans innovative tilgang til jazzarrangementer og evne til at skabe komplekse kompositioner, som stadig er lette at lytte til, gør at hans musik stadig er aktuel den dag i dag,” fortæller Anders Ørbæk.
Han garanterer, at der er noget at glæde sig til til efterårets folkehuskoncerter, hvor repertoiret er plukket fra allerøverste hylde med Mads Bærentzen på klaver, Frederik Sakham på kontrabas, John Riddell på trommer, Jakob Sørensen på trompet og Kati Brien og Johan Toftegaard Knudsen på saxofon.
Foruden originale arrangementer af John Kirbys musik, vil koncerterne også byde på nye versioner af danske klassikere i Kirbys ånd.
FAKTA OM KONCERTERNE
Der er fri entré til alle koncerter. På enkelte folkehuse skal der dog reserveres pladser i forvejen. Publikum kan kontakte det lokale folkehus, hvis man vil reservere plads eller læse mere om de respektive koncerter her: https://folkehuse.aarhus.dk/det-sker
Publikum kan opleve koncerterne her:
Ons. 18. sept. kl. 16.00 / Folkehuset Risskov, Hørgårdsvej 17, 8240 Risskov
Tors. 19. sept. kl. 13.00 / Folkehuset Fuglebakken, Morten Eskens Vej 2, 8210 Aarhus V
Tors. 19. sept. kl. 16.00 / Folkehuset Brabrand, Voldbækvej 92, 8220 Brabrand
Tors. 19. sept. kl. 19.00 / Folkehuset Ankersgade, Ankersgade 21, 8000 Aarhus C
Fre. 20. sept. kl. 13.00 / Folkehuset Beder, Byagervej 115, 8330 Beder
Fre. 20. sept. kl 16.00 / Folkehuset Vestervang, Vestervang 16, 8000 Aarhus C
Tirs. 24. sept. kl. 16.00 / Folkehuset Møllestien, Grønnegade 10, 8000 Aarhus C
Tirs. 24. sept. kl 19.00 / Folkehuset Tilst, Mosealeen 1, 3, 8381 Tilst
Ons. 25. sept. kl. 13.00 / Folkehuset Holme, Nygårdsvej 34, 8270 Højbjerg
Ons. 25. sept. kl. 16.00 / Folkehuset Toftegården, Sandkåsvej 39, 8210 Aarhus V
Ons. 25. sept. kl. 19.00 / Folkehuset Sabro, Sabro Kirkevej 151, 8471 Sabro
Tors. 26. sept. kl. 13.00 / Folkehuset Solbjerg, Bøgevangen 28, 8355 Solbjerg
OM FOLKEHUSKONCERTERNE
Folkehuskoncerterne med Aarhus Jazz Orchestra har eksisteret siden 2015 og blev hurtigt så populære, at man i 2021 fordoblede antallet af årlige koncerter fra 12 til 24, så der i dag er 12 folkehuskoncerter om foråret og 12 om efteråret.
Koncerterne er en del af Aarhus Jazz Orchestras samarbejdsaftale med Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, hvis mål er at bringe jazzmusikken ud i alle hjørner af kommunen. Der er fri entre til alle koncerterne - dog kan det nogle steder være nødvendigt at reservere en plads.
Nærmere info kan findes på https://folkehuse.aarhus.dk/det-sker