Til Vinterjazz præsenterer Aarhus Jazz Orchestra en unik mulighed for at opleve Janne Marks anmelderroste salmer i nye jazzede arrangementer – spillet af et af Europas førende bigbands og den internationale stjernetrompetist Arve Henriksen.
Pressemeddelelse februar 2024
Aarhus Jazz Orchestra er kendt for at udfordre den traditionelle jazz og sætte den ind i nye, musikalske sammenhænge, og dette års Vinterjazz er ingen undtagelse. I år har bigbandet inviteret den prisvindende sanger, komponist og salmedigter Janne Mark, og den anmelderroste norske trompetist Arve Henriksen med på scenen. Sammen fortolker de materiale fra de to prisnominerede albums Pilgrim og Kontinent, og spiller helt nye sange komponeret særligt til lejligheden.
Salmer i nye klæder
Dette års koncertrække har fået titlen DELTA og kan opleves i Aarhus, Aalborg og København. Omdrejningspunktet til koncerterne er den nutidige og historiske salmeskrivning og dens evne til at binde bånd mellem mennesker gennem forskellige stadier i livet. Målet er at skabe et særligt intimt nærvær i koncertrummene, som ikke så ofte ellers forbindes med bigband genren.
Musikken er arrangeret i samarbejde med komponist og saxofonist i Aarhus Jazz Orchestra, Cesar
Joaniquet, og om samarbejdet udtaler Janne Mark:
”Det er kæmpestort at få den linse på musikken. Det giver sangene så mange klangfarver og helt nye resonansmuligheder. Bigbandet er et multifacetteret instrument, som kan trække både noget voldsomt og meget intimt frem i musikken. Det er så detaljeret og skifter tempo og toneart på en måde, jeg ikke kunne gøre uden et stort orkester. Jeg er meget taknemmelig for at få lov til at være en del af den fortolkningsrigdom, siger Janne Mark, der kalder de nye kompositioner meget melodiske og fællessangsbårne.
En pioner indenfor ny kirkemusik
Janne Mark anses for en af de væsentligste danske salmedigtere og komponister i sin tid og en pionér, når det gælder fornyelse af kirkemusikken og salmesproget. Hendes salmer har en særlig nordisk klang, og musikalsk befinder hun sig i grænselandet mellem singer/songwriter-stilen, salmer, jazz og nordisk folk.
Med Janne Mark i front bliver DELTA Vinterjazz koncerterne endnu et unikt genremøde, hvor jazzmusikken blandes med andre stilarter og skaber nye variationer af musikken, noget Aarhus Jazz Orchestra er kendt for og ofte modtager stor ros for. Og til dette års Vinterjazz gør orkestret det igen, siger Anders Ørbæk, orkesterchef hos Aarhus Jazz Orchestra:
”Vi glæder os virkelig til, at Janne Marks salmeskrivning mødes med jazzen og bigbandets mange udtryksmuligheder – og så glæder vi os til at spille med superstjernen Arve Henriksen. Han er en trompetist i verdensklasse og formår på sin egen særlige måde at sætte musikalske aftryk overalt hvor han færdes. Det er meget unikt,” siger Anders Ørbæk.
Anmelderrost Vinterjazz
Aarhus Jazz Orchestra er kendt for at levere imponerende vinterjazzkoncerter, der høster stor ros fra anmelderne. Sidste år præsenterede den estiske sangskriver, komponist og sanger Karmen Rõivassepp og Aarhus Jazz Orchestra Vinterjazzkoncerten Ambivalence, der bl.a. vakte begejstring hos Politikens anmelder Henrik Palle. Han gav koncerten fem glødende hjerter og skrev: ”Publikum blev sendt på en magisk flyvetur”.
Ambivalence blev senere udgivet som album og har pt. modtaget tre priser. Ligesom Ambivalence vil DELTA blive studieindspillet senere på året med henblik på udgivelse, men først kan publikum opleve musikken live til Vinterjazz.
Vinterjazz koncerterne DELTA kan opleves her:
22/2 kl. 20.00-21.30, Musikkens Hus i Aalborg
23/2 kl. 19.30-21.00, Brorsons Kirke i København
25/2 Kl. 19.30-21.00, Musikhuset Aarhus