Musikerne Fortæller: Mads Bærentzen


Basuner og brandslukkere

Mads Bærentzen fortæller om turné i Skandinavien med Kurt Elling (2011)

Mads Bærentzen, pianist i Aarhus Jazz Orchestra

Mads Bærentzen, pianist i Aarhus Jazz Orchestra

I de snart 20 år jeg har spillet i Aarhus Jazz Orchestra (Klüvers Big Band) har der været efterhånden meget lang række af musikalske og kunstneriske højdepunkter. Det har været et stort privilegium at få lov til at spille med så mange fantastiske solister, dirigenter og arrangører, men en bestemt solist står alligevel over dem alle; Kurt Elling. Vi har haft den store glæde at spille sammen med ham en del gange, bla. i USA, hvor vi var på turné med ham i næsten 3 uger. Vi spillede på den legendariske The Green Mill i Chicago, hvorefter turen gik til selveste Birdland Jazz Club i New York til en hel uges engagement. Efter det til Washington og Boston, hvor vi endte det amerikanske, musikalske eventyr. En helt igennem fantastisk oplevelse. Det var blandt andet kommet i stand, da Kurt efter nogle besøg her i Danmark blev en rigtig god ven af orkestret, og han har altid nydt at spille med os pga. den gode stemning og bandånd, vi har i orkestret. Ved et af disse besøg skulle vi turnere rundt i Skandinavien og bl.a. spille i det nordiske TV-talkshow “ Skavlan", hvor dette klip stammer fra. Det var på daværende tidspunkt et yderst populært program både i Sverige og Norge, knap så stort i Danmark, men alt i alt en rigtig god platform at få lov til at præsentere os selv og Kurt på. Showet skulle optages i Stockholm, hvorefter vi samme aften skulle spille på den skønne jazzklub Fasching. Aftenen forinden spillede vi koncert i Trollhättan, hvor vi også skulle overnatte, inden vi satte kursen mod den svenske hovedstad. Skæbnen ville det dog anderledes. 

Da vi havde indlogeret os på hotellet efter koncerten, måtte vi som det sig naturligvis hør og bør lige en tur i hotelbaren, inden vi gik til ro. Den øvelse har altid været en slags paradedisciplin for basungruppen, og denne aften ingen undtagelse, hvilket dog skulle vise sig at være vores allesammens held. Da basunisterne som de sidste også havde fået slukket tørsten, gik de mod deres værelser. På vejen dertil opdagede de imidlertid, at der var ild i trappeopgangen mod værelserne. Den fik de slukket med en skumsprøjte og efterfølgende alarmeret personalet. Hvad de dog ikke vidste var, at der også et andet sted på hotellet var påsat ild, hvilket medførte, at hotellet i løbet af relativt kort tid stod i flammer. 

Brandalarmen gik igang, og efter noget tid var alle blevet reddet ud af det efterhånden kraftigt brændende hotel. En af de sidste, der blev reddet ud, var vores lydmand, der måtte hejses ned med hjælp fra brandvæsenet, temmelig dramatisk. Det viste sig efterfølgende, at branden var påsat men takket være et par årvågne basunister, kom ingen personer alvorligt til skade. 

Vi kom dog ikke til at sove mere den nat, og efter et par timer blev det besluttet, at vi satte kursen direkte mod TV-studiet i Stockholm. Det var nogle lidt klatøjede og omtumlede musikere, der ankom til studiet op af formiddagen, men optagelserne skulle jo i kassen, og det kom de også efter en del timers ventetid, kameraprøver, generalprøve mm. Ikke just den perfekte opladning til aftenens koncert på Fasching, men den fik vi også spillet for fuld udblæsning med en Kurt Elling i absolut vokal og performativ topform, temmelig imponerende omstændighederne taget i betragtning. Næste morgen gik turen til Oslo, life on the road...

I serien: Musikerne Fortæller… kan du læse historier og anekdoter fra orkestrets mere end 40 års jazzvirke.