I dag udkommer albummet 'The Kiss Your Darlings Suite' med indie-jazzbandet I Think You’re Awesome og Aarhus Jazz Orchestra i samarbejde med Signe Bisgaard og med Kamen Rõivassepp som solist. Musikken kan opleves i næste uge ved release-koncerter i Aarhus, Kolding og Herning.
“Det er det tredje nye I Think You’re Awesome album som vi kan lægge på pladespilleren i år. Den her trækker tråde et par år tilbage i ITYA historien og udbygger et i forvejen suverænt album. Jeg er målløs over al den gode musik vi er blevet præsenteret for i 2020 fra Jens Mikkel og alle de fantastiske musikere han omgiver sig med. Tak er et lille ord. Jeg vil dog alligevel sige: TAK! Vi har brug for den her musik.” Niels Overgård, Jazznyt
I Think You’re Awesome har spillet i over 10 år nu og har stået i spidsen for en cool afslappet tilgang til jazzgenren og kalder deres egen musik for indie-jazz. Aarhus Jazz Orchestra har været en solid komponent på bigbandscenen i Danmark i mere end 40 år og har skubbet grænserne for hvad bigbandmusik kan være. I 2019 samarbejdede de med den musikalske robot Shimon i We, Robots, også komponeret af Signe Bisgaard.
I Think You’re Awesome og Aarhus Jazz Orchestra mødtes for første gang på SPOT Festival 2019, hvor de havde premiere på 'The Kiss Your Darlings Suite'. Koncerten fyldte Rytmisk Sal i Musikhuset Aarhus til randen af publikum og blev rost af kritikere:
”Der fornemmedes en sitrende spænding i menneskehavet, før Awesome og AJO gik på scenen, under suiten, intens, medlevende lytning, deltagelse og et stort, stort hengivent og hjertevarmt tak af et bifald bagefter. Og sådan ville det jo ikke have været, hvis ikke det havde været helt sublimt, det, vi lige havde oplevet.” - Kurt Baagø, Side 33
"Det blev en forrygende fejring af I Think You're Awesome’s første 10 års eksistens. Jeg håber inderligt på, at det ikke er sidste gang jeg har hørt det samarbejde med Signe Bisgaards vellykkede arrangementer." Niels Overgård, Jazznyt
Det musikalske materiale stammer albummet Kiss Your Darlings fra 2018 af I Think You’re Awesome. Det skildrer en udfordrende periode i bandleder Jens Mikkel Madsens liv, og bearbejder vores sindets skrøbelige natur og taknemmelighed overfor de mennesker, der omgiver os, i lyset af depression og angst.
Signe Bisgaard har arrangeret musikken, og har elegant smeltet bigbandets kompleksitet sammen med I Think You’re Awesome’s unikke bandlyd. Albummet indeholder en velspillende kombination af atmosfærisk og storladen bigband-lyd, amerikansk sangskriver-tradition, elektronisk knas og soli spillet af nogle af landets bedste jazzmusikere. Drømmende, svævende og i smuk harmoni bevæger musikken sig ubesværet rundt i et stemningsfuldt lydunivers med samspillet som tyngdekraft. Det er jazz, som er dragende og vedkommende for alle.
Om samarbejdet udtaler Jens Mikkel fra I Think You’re Awesome:
“Da Anders fra Aarhus Jazz Orchestra henvendte sig til mig for at præsentere ideen om et samarbejde mellem mit band I Think You're Awesome og Aarhus Jazz Orchestra på SPOT Festival 2019, kunne jeg ikke tro mine egne øre. Det orkester har uden tvivl været den vigtigste institution for jazz i min by Aarhus, og jeg har set deres koncerter siden mine tidlige teenageår. Vi tænkte hurtigt på Signe som det perfekte match til at arrangere musikken og ærligt gentænke vores repertoire - specifikt repertoiret fra vores album Kiss Your Darlings fra 2018. Den samling af sange er sandsynligvis vores mest personlige, sårbare og dristige i vores repertoire. Det er sange om depression, usikkerhed og dybest set en offentlig "tak" til min kone, familie og venner - de virker uendelige tålmodige over for mig, når jeg gennemgår mine anfald af depression.
Under alle omstændigheder blev jeg rørt til tårer da jeg høre Signes arrangementer af mine sange for første gang - hun har en utrolig fornemmelse for harmoni og drama, og hendes kunstneriske vision er uden sidestykke. Og det var en drøm at høre mit band spille de arrangementer med Aarhus Jazz Orchestra, som jeg har været fan af så længe. Kort sagt har denne plade været så tilfredsstillende at lave - alle spiller fantastisk, Karmens sang bringer en ny dimension til teksterne og melodierne, og jeg er stolt af at være bassist og forsanger i denne suite”.
- Jens Mikkel Madsen, bandleder, I Think You’re Awesome
Den stemningsfulde illustration på omslaget er lavet af Simon Gorm Eskildsen, der har leveret alle omslagene fra den allerførste udgivelse. Det illustrerer subtilt bandets legende holdning til jazzgenren.
Orkestrene fejrer udgivelsen med en releasetur i uge 41. Koncerterne kan opleves her:
7. oktober kl. 19.30 & kl. 20.00 på Atlas, Aarhus
8. oktober kl. 20.00 på Godset, Kolding
9. oktober kl. 21.00 på Fermaten, Herning