Hos Aarhus Jazz Orchestra er vi meget forundrede over at Danmarks Radio, som et led i de pålagte besparelser på 773 mio. kr., har besluttet at lukke P8 Jazz.
P8 Jazz er en vigtig platform for udbredelse og formidling af både den nye og den ældre jazzmusik i Danmark, og lukningen vil medføre et stort savn hos både udøvere og publikum. Samtidigt med P8 Jazz lukker DR også P6 Beat og P7 Mix, og dermed bliver radiolandskabet i Danmark pludseligt meget fattigt.
I vores øjne handler public-service om at sikre en mangfoldig, grundig og kvalitetsbåret mediedækning, hvor (også) niche-genrer og den smalle kultur kan få en sendeflade. Dansk jazz er inde i en guldalder, og aldrig har der været så mange spændende, originale og dygtige orkestre og musikere som nu - hele miljøet sprudler, og jazzen udvikler sig som den levende genre, den er. På trods af dette glemmes jazzmusikken ofte i den almindelige programflade hos DR, samt i det øvrige medieudbud, hvorfor en radiokanal som P8 Jazz er meget vigtig.
Når radiokanaler lukker er det brandærgerligt for kulturlivet og de berørte genreområder, men også et tab for samfundet generelt, fordi det er kulturen der binder os sammen, og giver et fælles ståsted. Når vi mister den nuancerede og dybsindige kulturformidling, så mister vi også en del af sammenhængskraften i det oplyste og åndsrige samfund, som vi har i Danmark. Det at opleve kunst og kultur er en central del af vores almene dannelse, og netop derfor er radiokanaler som f.eks. P8 vigtige.
Vi ser lukningen af P8 Jazz som et tegn på en ærgerlig udviklingstendens hos Danmarks Radio, hvor man, i stedet for at tage sit ansvar som statsstøttet kulturformidler alvorligt, agerer som en kommerciel medievirksomhed med overdrevet fokus på lyttertal og midtersøgende underholdning.
Man kan sige, at Aarhus Jazz Orchestra varetager mange af de samme opgaver som P8 Jazz, idet vi som statsstøttet basisensemble formidler ny og gammel jazzmusik til et mangfoldigt publikum i alle aldre. Måske netop på grund af vores vores slægtsskab er vi meget ærgerlige over miste P8 Jazz i sendefladen.
Fra Aarhus Jazz Orchestra skal der lyde stor tak til alle ansatte på P8 Jazz for mange års fantastisk arbejde med at formidle og præsentere jazzmusik i Danmark.
Anders Ørbæk, Kunstnerisk ansvarlig, Aarhus Jazz Orchestra