130 korsangere har på rekordtid meldt sig til at medvirke i Jakob Buchanans værk On Rosenhill.
Til åbningen af Aarhus2017 sang adskillige korister på trappen til DOKK1 og i Rådhustårnet. Disse kor har nu fået en invitation til at deltage i uropførelsen af Jakob Buchanans værk On Rosenhill. Opbakningen har været rørende stor, og på lige under en uge, har 130 korister meldt sig til. De skal synge med på Dream Suite-satsen, der var det gennemgående musikalske tema til åbningen af Aarhus2017. Aarhus Jazz Orchestra er utroligt glade for opbakningen, og glæder sig til premieren på On Rosenhill.
Dream Suite tager sit udgangspunkt i den gamle sang, Drømte Mig En Drøm I Nat, i denne sammenhæng musikalsk bearbejdet af Jakob Buchanan og med tekstbearbejdelse af Ingeborg Thisted Højlund.
Bonusinfo:
Drømte Mig En Drøm I Nat eller Drømdæ mik æn drøm i nat um silki ok ærlik pæl, er den ældste, kendte nordiske vise, som optræder omkring år 1300 i håndskriftet Codex Runicus. Teksten til sangen er i øvrigt skrevet på runer.