Lørdag d. 2. oktober 2021
Kl. 16.00 - Kl. 17.00 - Kl. 18.00
Huset KBH, Xenon
Kan en koncert foregå i flere forskellige virkeligheder? Det har du nu mulighed for at opleve til koncertforestillingen We Are Real – An Optical Poem, der er komponeret af den prisvindende komponist Signe Bisgaard og med animationsdesign af Martina Scarpelli og Lars Hemmingsen.
Aarhus Jazz Orchestra er gået sammen med The Animation Workshop om at undersøge, hvordan man kan bevæge sig mellem forskellige virkeligheder i musikken ved brug af ny teknologi. Vi præsenterer derfor We Are Real – An Optical Poem: En Virtual Reality koncertforestilling opført af Aarhus Jazz Orchestra med musik komponeret af den prisvindende komponist Signe Bisgaard.
Koncerten opleves skiftevis i den fysiske virkelighed og gennem et par VR-briller, hvor et dragende virtuelt univers omringer publikum sammen med musikken. Musikken spilles af Aarhus Jazz Orchestras 16 musikere, der danner en cirkel rundt om publikum og giver oplevelsen af 360° lyd.
Komponist Signe Bisgaard har været inspireret af det seneste halvandet år med COVID-19 i hendes arbejde med værkets fokus på forskellige virkeligheder. Om det fortæller hun:
”Det sidste halvandet år har vi levet i små bobler; vi har bevæget os mellem forskellige virkeligheder, hvor vi har været i selvisolation, i små, intime fællesskaber med vores nærmeste og en del af samfundet i solidaritet med hinanden. Verden har set helt anderledes ud alt afhængig af, hvilken boble vi har befundet os i. Særligt billedet af de bobler vi har bevæget os i, har været en inspiration i arbejdet med We Are Real. Boblerne har på en eller anden måde sat sit præg på vores forståelse af os selv og omverdenen under COVID-19”.
- Signe Bisgaard, komponist på We Are Real - An Optical Poem
We Are Real – An Optical Poem er en del af Aarhus Jazz Orchestras kontinuerlige koncertspor med fokus på hvordan ny teknologi, i mødet med mennesker, kan skabe nye musikalske udtryk. I 2019 havde vi fokus på robotteknologi og kunstig intelligens og opførte i den forbindelse verdens første værk for bigband og robot, We, Robots, sammen med Shimon – en af verdens mest avancerede musikrobotter fra Georgia Tech, USA. Værket, We, Robots, var ligeledes skrevet af Signe Bisgaard i samarbejde med Morten Riis og fik stor mediebevågenhed. Aarhus Jazz Orchestra vandt med dette projekt JazzDanmark-prisen 2019 for årets nytænkende koncertformat.
We Are Real – An Optical Poem er støttet af Viborg Kommune, Jazzpuljen, Augustinus Fonden, Knud Højgaard Fonden, William Demant Fonden og Statens Kunstfond.