For 9. år i træk inviterer Aarhus Jazz Orchestra og Det Jyske Musikkonservatorium til Store Big Band Dag. En hel dag for ungdoms- og amatørbigbands i Region Midtjylland, der mødes og spiller værker sammen og hver for sig.
I 2020 blev dagen ledet af John Riddell, trommeslager i Aarhus Jazz Orchestra og leder af Danish Youth Jazz Orchestra. Om Store Big Band Dag siger Riddell:
Til et arrangement som det her har alle deltagere virkelig mulighed for at udvikle sine kompetencer og sin spillestil. Man spejler sig i hinanden, og på den måde opdager man, hvad man selv gør særligt godt, og også hvad man kan blive bedre til. Både som individer, men også som orkester, siger John Riddell.
Aarhus Jazz Orchestra har i de seneste år sat ekstra fokus på talentudvikling og styrkelse af den musikalske fødekæde inden for rytmisk musik i Region Midtjylland. I samarbejde med Aarhus Musikskole, Det Jyske Musikkonservatorium og regionens øvrige musikskoler står det århusianske bigband i spidsen for det tre-årige projekt ”Jazzfabrikken”, som samler unge, rytmiske musikere fra Grenå til Søndervig og fra Fur til Juelsminde. Via en række tiltag mødes de unge musikere på tværs af kommunegrænser for at dygtiggøre sig på deres instrumenter og indgå i nye musikalske praksisfællesskaber. Jazzfabrikken er støttet af Region Midtjylland. Læs mere om tiltaget på www.jazzfabrikken.dk.
Mere information om Store Big Band Dag 2021 følger snarest muligt.
Klik herunder for at se video af fællesværket “Surroundings” komponeret og arrangeret af Jan Lynggaard Sørensen til Store Big Band Dag 2019.