Musik der Samler
med Aarhus Jazz Orchestra
Efter en lang periode med Covid-19 og fællesskab på afstand er det endelig blevet muligt at samles igen. Mange planer er blevet ændret de seneste måneder - også for Aarhus Jazz Orchestra - for bigbandet skulle i efteråret have været på danmarksturné med den amerikanske stjernesolist Randy Brecker, men på grund af Covid-19-situationen måtte koncerterne udskydes til 2021. Det gav mulighed for, at orkesteret kunne udbyde gratis koncerter til arrangører, som normalt ikke vil have mulighed for at få besøg af et bigband. Eneste krav for at komme i betragtning til en koncert var, at den skulle være med til at understøtte eller opbygge et lokalt fællesskab.
Derfor glæder musikerne i Aarhus Jazz Orchestra sig til at besøge fem lokalområder omkring Aarhus til en swingende bigband-koncert. For hvad er jazz egentlig? Det kan du få svar på, når det 18 mand store Aarhus Jazz Orchestra tager dig med på en fantastisk musikalsk rejse ind i jazzens verden sammen med den prisvindende sangerinde Karmen Rõivassepp. Om du er nysgerrig nybegynder eller kyndig jazzkender gør ingen forskel – alle er velkomne! Orkestret har fundet det bedste musik frem fra arkivet, og glæder sig til at præsentere en swingende og mangfoldig bigband-koncert med både instrumental- og vokalmusik fra orkestrets lange historie.
Musik der Samler kan opleves ved følgende koncerter:
16/9 kl. 14.00: Christianskirken, Aarhus N - arrangeret af Folkenetværket m.fl.
16/9 kl. 20.00: Mollerup Golf Club, Risskov - arrangeret af Mollerup Golf Club & frivillige
17/9 kl. 19.30 & 21.00: Virupskolen, Hjortshøj - arrangeret af kulturforeningen HØJT
18/9 kl. 20.00: Sabrohallen, Sabro - arrangeret af Borgerforeningen, Sabro Biblioteks Venner m.fl.
20/9 kl. 15.00: Egelundhallen, Malling - arrangeret af Café Klubånd og Beder-Malling Idrætsforening
De til enhver tid gældende retningslinjer vedrørende covid-19 overholdes naturligvis i forbindelse med koncerten.