Tilbage til Alle begivenheder

Bollywood Beats and Big Band - Glow of Benares

  • Værket Sven Dalsgaards Plads Randers C, 8900 Denmark (kort)

ET HELT UNIKT, KUNSTNERISK MØDE MELLEM VESTLIGE ORKESTERFORMATER OG DEN RIGE, INDISKE MUSIKTRADITION.

Onsdag d. 8. november kl. 19:30    Værket, Randers

Torsdag d. 9. november kl. 20:00    Studenterhuset Aarhus

Fredag d. 10. november kl. 20:00    Viborg Musiksal

Hørt hver for sig lyder den indiske raga og den vestlige bigband-jazz bogstaveligt talt som øst og vest. Men ført sammen i en og samme komposition smelter genrerne sammen. Bollywood Beats and Big Band er et intermusikalsk projekt, der formår at gøre det fremmede velkendt. I en horisontudvidende musikalsk kombination bliver vi som mennesker mindet om, at et land så fjernt som Indien faktisk ikke er så anderledes, som vi går og tror. Og ikke mindst at der er store kunstneriske oplevelser at hente i den fascinerende og dybt forankrede indiske kultur.

Drivkraften bag projektet er komponist og dirigent, Lars Møller. Han har med sin årelange erfaring fra Indien en særlig indsigt i den indiske musiktradition. I samarbejde med de to verdensberømte indiske musikere Abhijit Banerjee og Kala Ramnath, samt Aarhus Jazz Orchestra og Randers Kammerorkester har Lars Møller dannet Bollywood Beats and Big Band - Glow of Benares. Et koncept og en konstruktion, der bygger broer mellem to dybt forankrede genrer, bigband-jazz og indisk klassisk musik, men også mellem kulturer, Vesten og Indien.

Lars Møller bliver betegnet som en af de ledende figurer på den skandinaviske jazzscene. Han har boet i New York i flere år, hvor han har spillet med en række af legendariske jazzmusikere. Han står blandt andet bag "Lars Møller Group" og udgivelsen "ReWrite of Spring", som er blevet overvældet med rosende anmeldelser, og er blevet kaldt "en milepæl i dansk jazz". Hans særlige forhold til den indiske musiktradition tager udgangspunkt i den følelsemæssige fordybelse. Hvor den vesterlandske musiktradition koncentrerer sig systematisk om noder, skalaer og rytmer har den indiske tradition en lige så systematisk tilgang til følelser. Og det er, efter flere længere ophold i Indien, blevet en central del af Lars Møllers musikalske virke. Som komponist udfordrer og udvikler han bigband-formatet og kombinerer komplekse musikalske elementer til et tilgængeligt dynamisk personligt udtryk. 

Abhijit Banerjee er i den absolutte topklasse af tabla-spillere i Indien, hvilket også gør ham til en af de mest eftertragtede artister inden for klassisk indisk musik. Han har udviklet en helt unik stil og kreativ tilgang til musikken, som han har turneret med i det meste af verden. Hans enestående evne til at komponere og fremføre musik, som går på tværs af musikalske genrer, har skaffet ham adskillige priser rundt om i verden.

Kala Ramnath er over flere gange blevet anerkendt som en del af verdenseliten blandt violinister. Med albummet "Miles from India" blev hun både nomineret til en Grammy og af det prestigefyldte "Songlines' Magazine" anerkendt som en af de 50 bedste violinister i verden. Hun har optrådt på samtlige af Indiens største musikfestivaller samt på de mest eksklusive scener rundt om i verden.

Aarhus Jazz Orchestra er et af Europas førende bigbands med mere en 80 koncerter hvert år. Bigbandet består af nogle af de allerbedste danske jazzmusikere, flere af dem solister i verdensklasse. Med støtte fra Statens Kunstfond og Aarhus Kommune er Aarhus Jazz Orchestra det eneste rytmiske basisensemble i Danmark.

Randers Kammerorkester er det eneste permanente professionelle kammerorkester. Orkestret spiller hvert år omkring 120 koncerter med kunstnere som den spanske operasanger José Carreras og den nordirske fløjtenist James Galway. Dertil kommer børne- og skolekoncerter, transmissioner i Danmarks Radio, cd-udgivelser, turnéer m.m. Randers Kammerorkester er desuden husorkester i Aarhus Sommeropera og arbejder jævnligt sammen med Den Jyske Opera. Rander Kammerorkester støttes af Randers Kommune og Statens Kunstfond.

Bollywood Beats and Big Band - Glow of Benares præsenteres i samarbejde med
Fonden Aarhus 2017, Statens Kunstfond, Aarhus Kommune, Viborg Kommune, Dokk1, Kulturprinsen, DR Musikariatet, FO Aarhus, Det danske kulturinstitut, Frederiksberg Fonden

Senere begivenhed: 18. november
Aarhus Jazz Orchestra spiller julen ind