Tilbage til Alle begivenheder

AFLYST: ORBITS - Aarhus Jazz Orchestra x Girls In Airports

Aarhus Jazz Orchestra Girls In Airports SPOT Festival

ORBITS - AARHUS JAZZ ORCHESTRA X GIRLS IN AIRPORTS

SPOT FESTIVAL
2. MAJ 2020

ORBITS er et nyt værk for udvidet bigband (7 saxofoner, 4 tromboner, 4 trompeter, trommer, percussion, klaver og synthesizer) bestilt af Aarhus Jazz Orchestra hos orkestret og komponistkollektivet Girls In Airports. Værket komponeres af Girls In Airports i fællesskab, men med orkestrets frontmand Martin Stender som kunstnerisk tovholder og arrangør.

Anledningen til værket er at Aarhus Jazz Orchestra vedblivende ønsker at gentænke hvad et bigband er og gør, og hvordan et bigband i det hele taget kan lyde. Samarbejdet med Girls In Airports er ét ud af flere projekter, der forsøger at skubbe bigbandmusikken fremad til et mere nutidigt udtryk og for et yngre publikum. I 2019 præsenterede Aarhus Jazz Orchestra således også musik af (og sammen med) orkestrene Athletic Progression og I Think You’re Awesome.

Samarbejdet med Girls In Airports er i Aarhus Jazz Orchestras perspektiv oplagt af flere årsager. Dels har de gennem flere år været et toneangivende orkester på den europæiske jazzscene og et flagskib i dansk jazz, der har formået at aktualisere jazzmusik for et yngre publikum, og et publikum som normalt ikke lytter til jazz. Dels har de som komponister markeret sig med deres helt egen unikke tonesprog, sound og raffinerede rytmeforståelse, ofte i jazzens møde med andre genrer og kulturer.